Alting findes. Drømmen findes
Forfatteren Inger Christensen registrerede alt det, som findes i sin digtsamling ”Alfabet” (Gyldendal, 1981).
”abrikostræerne findes, abrikostræerne findes”
Ordene står der på papiret med en fast stemme, der uden anden rytme end blod slår tonen an. Hun skriver en viden frem om at alting findes, alle mulighederne, alle drømmene, alle håbene – men også alle krigene, kampene, stridighederne. Vi går ikke ansigtsløse kærligheden i møde. Vi går den i møde med et ansigt, der husker, at kærligheden findes.
André Lundquists malerier, tegninger og collager kredser også om at findes, om at være et sted mellem mange ting, mange drømme, mange muligheder. Det er ofte kvinden, der i formen arketype repræsenteres på lærredet, papiret, træet. Det er kvinden med langt, bølgende hår, der fastfryses et kortvarigt øjeblik i en hverdagslignende handling og situation. Hun løfter et barn med hænder, der virker alt for skrøbelige til at holde vægten af barnet oppe. Hun sidder i en vindueskarm med blikket hvilende på et punkt, vi ikke kan se, hvad er. Hun står et sted i skumringen i en gullig stue med en sort fugl på sin ene hånd. Hun sidder på en stol med n bog i skødet og med øjnene fanget af noget, der bevæger sig derude bag vinduerne. Hun drømmer om andre steder, andre liv. Hun læser bøger. Kvinden på maleriet læser bøger.
Naturen er en kultur. Og omvendt. Træerne blomstrer hvert eneste forår. Inger Christensen blev i tvivl, om det var valmuer eller gløder fra en brand, når hun passerede marken – eller byens legepladser? Eller var det børnenes stemmer, der råbte med ivrighed midt i legen, der forvandledes til en pludselig torden?
Man ved det stadig ikke. Man ved blot, at træerne findes. Blomsterne findes. Og børnene, der leger, findes.
I André Lundquists arbejde søges der konsekvent efter dette dobbeltspil mellem alvor og leg, hvor man ikke ved, om barnet kan lide at hænge der på hovedet på maleriet. Leger de? Kvinden og barnet? Eller er det alvor? Uskylden er fjernet, det samme er det konkrete i hverdagens rum, hvor køkkenskabe myldrer med vildvin og ranker af stedsegrønne planter, så man mister fornemmelsen af, om man er ude eller inde. Hjemmet er ikke et hjem i bogstaveligste forstand. Væggene vælter, bordene stables, gulvet ryddes, så blomsterne kan få plads. Her gror de. Midt i stuen. Mellem kvinder, der løfter børn op fra gulvene, så valmuerne får lov til at vokse sig større. Her er vi mellem børn, der åbner vinduerne, så fuglene kan flyve ind og ud og sætte sig i langt, bølgende hår, endda bygge reder bag ørerne af kvinderne, der lytter til den kvidrende sang.
Fremgangen til materialet og stofligheden hos André Lundquist er ikke dansk. Heldigvis for det. Han er nemlig en billedkunstner, der skubber sine egne livsvilkår og drømme et sted hen, hvor det, der på papiret og i skitseblokken virker som en usandsynlig umulighed bliver muligt med et sløret penselstrøg, der skaber form, indhold og ja, materie. Han arbejder i dobbelthedens landskaber, hvor landet skaber sig. Og hvor skabe og kommodeskuffer åbner sig op og afslører usete drømmes mørke hemmeligheder.
Inger Christensen (1935-2009) skabte et rum med sin poetiske tilgang til livet, som hun så med andre synligheder end de fleste. Hun skrev erindringerne frem, for ikke at glemme dem. Men i høj grad også for at påpege dem over for alle os andre, der tilsyneladende for længst havde glemt, at abrikostræerne findes. Det er ofte kunstnerens lod at påpege virkelighedens poetiske sprækker. Man ser dem dagligt, men man ænser og sanser dem først, når man bliver gjort opmærksom på, at det findes.
Dette rum, du passerer i din dagligdag. Du har skønheden her. Se den. Her er den. Brug den. Det er træet, der står i din baggård eller i din have. Det er skønhedens træ. Men det er også det træ, der skygger for solen, når det om foråret folder sine blade ud og minder os om alle de breve, vi mangler at få sendt. Det er dobbeltheden. Og samvittigheden. Men i bund og grund er det et træ, der har mange fortællinger i sig, det er de gode og de onde historier. Det er øjet, der ser, der bedømmer træets handling.
André Lundquists værker har en insisterende stædighed på poesi, der ikke optræder som verbale forklædninger, men som figurer, der drømmer sig væk til andre rum og muligheder, for at vi som beskuere kan huske, at lige netop de drømme også findes. Hos os.
Det er yderst interessant og vedkommende billedkunstnerisk arbejde, André Lundquist gang på gang fremlægger for alle os andre kødelige, dødelige. Det er livsbekræftende og kaster lange snore ind i det, der kan være vores drømme, hvis vi drømmer dem. Og tør drømme dem.
André Lundquist drømmer. Og maler. Og drømmer.
”livet, luften vi indånder findes”
Det skrev Inger Christensen. Nu ved vi, at det er rigtigt. Nu kan vi se, at foråret har taget den form for billede til sig. Det er forårets mange historier, André Lundquist fortæller os.
I ny og næ sner det i juni. Med hvide kirsebærblomster, blandt andet.
Tomas Lagermand Lundme, forfatter, dramatiker og billedkunstner, marts 2013
Billedkunstner André Lundquist 