Under himlen over havet 1
André Lundquist indskriver sig i den generation af unge kunstnere, der har trodset parolen om, at maleriet skulle have opfyldt sin bestemmelse, at det er passé. Igennem de sidste 10 år har han hengivet sig den bildende kunst og intenst udforsket maleriets potentialer og kraftfulde virkemidler med afsæt i en grundlæggende idé om, at kunsten må afspejle egne og almene erfaringer.
På de første billeder ses en koloristisk farveholdning og figurativ, naivistisk tematik, der kredser om hverdagslivet og menneskelige relationer. Denne fascination af indre og ydre livssammenhænge forbindes i de kommende år med en stigende interesse for farver, flader og kompositioner – med collagen og assemblagen som ypperste udtryksform.
Arven fra de tidlige europæiske avantgardebevægelser kan tydeligt spores i disse værker, men André Lundquist giver genren et meget personligt fingeraftryk med sine store monokrome malerier i blå og gule farver, hvis overflade brydes af påmonterede objets trouvés som rustrød jern, sort træ og grå blå skifer. Et studie i lærredets, papirets og genstandenes rå strukturer og farvernes mange nuancer og gløder. Her demonstrerer kunstneren, hvordan det ‘uforarbejdede stykke træs princip’ kan anvendes i en nyskabende kontekst, der både virker urovækkende og rummer stor æstetisk skønhed.
Objekternes relief lignende karakter forsvinder efterhånden fra lærrederne, men det handler stadig om kompositionelle helheder og tingenes udformning og karakter fuldhed i det stoflige rum.
Det giver ikke mindst anledning til en dyrkelse af det abstrakte maleri som “Frokost i det grønne” fra 1997, men også til udfoldelsen af andre udtryk som en serie små stilleben med opstillinger af flasker og frugter samt ikonografiske afbildninger af Madonna og Kristusfiguren.
I maleriet indskrives konstant en dobbelttydighed, der spiller konventionelle modsætninger som kristendom og paganisme, tradition og fornyelse, krop og ånd, lykke og tristesse ud mod hinanden eller lader dem indgå i en pirrende sameksistens inden for samme ramme.
Denne tendens bliver meget markant i midten af 90´erne, hvor spinkle og mørke menneskeskikkelser begynder at dukke op i maleriet. “Skæbnetråde” (1996) er et fornemt eksempel på denne figurens genkomst med sine to mytologiske skæbnegudinder, der fra deres himmelske plads spinder menneskenes livstråde.
På “Dame med gul kjole” (1997) er mennesket blevet fyldigere i en mere sanselig, næsten seksualiseret kødelighed, men også hengivet en drømme eksistens i det blå rum, hvor tyngdekraften helt synes ophævet.
Det figurative og abstrakte er ikke længere modsætninger. Figurerne er nok genkendelige med deres afgrænsede linjer og ansigter, men de fremstår samtidig som kompositioner af flader og farver i en slags formgivende fysiognomi. Det figurative og abstrakte indtræder nu i en indre dialog, der afføder stadigt flere detaljer og facetter ved mennesket
og menneskenes indbyrdes forhold.
På “Flyv Lykkefugl” (1998) har figurerne helt forladt det jordiske liv og befinder sig i en metafysisk sfære af tidløshed, et utopia, hvor alle tanker og fantasier er mulige, men også et sted, der virker nøgent og sårbart, blottet for de gængse facader og forsvarsmekanismer.
Manden og kvinden på “Sidste nat med Nora” (1998) ligger side om side med bortvendt blik, men bag deres øjne gemmer sig måske en fortælling om forsmået kærlighed og bristede illusioner eller melankolien som eksistentielt livsvilkår.
Således søger André Lundquist med sine malerier ind til kernen af det moderne menneskes utilpassethed i den vestlige civilisation, han dissekerer vores måde at omgåes hinanden og udkrænger vores snævre verdensanskuelse.
Men billederne bliver aldrig melodramatiske eller ekspressivt tragiske. Der kredses altid om en afdramatiseret omgang med de store spørgsmål, selv når meningen udebliver og kærligheden svigter. I denne kunstneriske proces afsløres et skrøbeligt og hudløst menneske med behov for kærlighed, ømhed og kontakt med hverdagen og sine nærmeste.
Billedkunstner André Lundquist 