Quiétude, Galleri Nobel, Oslo

_MG_5290b
1972, København

Den prisvinnende danske kunstneren André Lundquist (1972-) har lenge vært inspirert av Egon Schiele, Paul Gauguin og Gustav Klimt og har i sin vakre videreføring av art noveau-stilen utviklet den presise sarte streken, de myke formene og den dempede, men fargerike paletten.

Utstillingen har fått tittelen “Quiétude”, et meget dekkende ord som impliserer fred, stillhet og sinnsro. En kompleks dualitet utspiller seg i oljemaleriene, hvor særlig kvinnen står sentralt både tilstedeværende eller som en fornemmelse, som et spor i hverdagen, i møblenes hukommelse, dagliglivets mysterier.

Dette skriver kunstneren selv om sine serier:

 

Quiétude

På nogle af mine første udstillinger viste jeg værker der var skabt med stor inspiration fra Egon Schiele og Paul Gauguin. Nogle værker bar tydelige bræg af Gustav Klimts dekorative form og ornamentering,  men Egon Schieles aftryk var i virkeligheden langt mere udtalt – de nervøse, uforholdsmæssigt lange og tynde kroppe, de udtærede ansigter, der afspejler figurer plaget af spændinger og interne kløfter.

Gennem årene har dette præg aftaget. 
Forvandlingen findes : vinklerne er blødgjort, paletten udvidet og rigere. Børn  og mænd er til tider til stede, men det er kvinder som er centrale i min motivverden lige nu.

Ordet jeg har arbejdet med til denne udstilling er det franske ord ” quiétude ”. Man kan oversætte quiétude til ” Ro ”, men ordet rummer så meget mere. Det er et meget sanseligt ord. Et ord man, for at accentuere sproget om mine værker, kan sammenstille med andre ord . Som ”quiétude sensuelle” (sensuel ro), ”quiétude sereine” (fredfyldt stilhed). 
Quiétude er en hvilen i sig selv, et punkt man kan nå i sit liv. Det er øjeblikket hvor man er sig selv og roen har lagt sig og hvor hjertet kan tale frit.

Kvindernes historie og erindringer viser sig i de lag der fysisk ligger i selve billede fladen. Som spor af personer fra en glemt tid, fra en ny tid, fra det man stadig husker, eller som blot sprog man gemmer i hjertet.

Når jeg ser efter ord med mine pensler, finder jeg sprog. Det bliver mit eget ordløse sprog – et sprog som bedst forstås i tanken og kroppen, med drømme og erindringer som følgesvende.  

Reklamer