Hvid
Billedkunstneren André Lundquist (f.1972) forholder sig i sine malerier til de mange historier, der udspiller sig i et menneskes liv. Det er fortællinger om kærligheden der blomstrer, om venskaber der knyttes, om liv der leves – og blandt alle historierne hører selvfølgelig kunstnerens egen. De personlige erfaringer og den kreative udvikling har sat sine spor i hans billedkunst.
Fortælling med farve og form
Den første periode er gul. Gul som i okker og cadium, i jord- og sandfarver, malet som store flader i komplekse farvelag, der brydes af lange, mørke Giacometti-inspirerede figurer i lige, enkle streger.
Med den minimalistiske komposition som kunstnerisk idé signalerer billederne en forestilling om menneskets ensomme plads i den universelle orden.
Denne tematik fortsætter i den næste periode, som nu udvides med en overvejende rød farveholdning, og hvor der i kunstudtrykket arbejdes med collager, assemblager, store monokrome malerier med påmonterede objets trouvés.
Et studie i lærredets, papirets, træets og objekternes rå strukturer og palettens mange nuancer og gløder, der afføder enten rent abstrakte værker eller fastholder den figurativt, kubistisk slanke form.
Med opkomsten af den blå periode bliver figurerne langt fyldigere og flyttes helt ind i centrum af billedet. De mere bastant kødelige kroppe iklædes lange kjortler og gevandter, der danner store og små flader i farvestrålende mønstre, og de bliver levende og nærværende med nedslåede blikke og sarte, rosa kinder i en tæt og ofte erotisk intimitet.
I denne fremtoning kan man fornemme, hvordan der hviskende fortælles historier om kærlighedens, venskabets og dødens forvandling af livet. En sjælelighedens italesættelse i billedsproget, som understreges idet figurerne løfter sig over jordens overflade og trodser alle naturlove.
Denne tilstand er langsomt blevet ophævet igen med de seneste malerier, der tilhører en tid André Lundquist selv kalder hvid. Her er farvespektret langt større, ligesom tonen er lysere, klarere og køligere, men stadig i udfordrende samspil med de velkendte mørke og mættede nuancer.
Tidens spor, rummets scene
De hvide billeder er befolket af menneskefigurer. Mange menneskefigurer. Både voksne og børn, kvinder og mænd, drenge og piger.
De er aftegnet i lyse farver, i sarte linjer og kurver – og danner med profilen, næsen, kroppen og de lange, kantede fingre en helt særlig komposition, der bliver dyb og intens i perspektivet på de billeder, der alene har et ‘tomt’ rum som baggrund. En tomhed, der koncentrerer hele maleriets spændstighed og vitalitet omkring figurerne og de relationer, der skabes mellem dem. Omvendt er der mere luft og natur i de billeder, hvor baggrunden er et landskab med bakker og sten, blomster og frugttræer.
Med menneskefiguren og dens placering i verden fortælles to former for livshistorier.
Den ene afspejles i de værker, hvor figurens lette gennemsigtighed lader andre sælsomt udformede, bagvedliggende figurer træde frem. Her gives et indsigtsfuldt glimt af det enkelte menneskes helt personlige historie – som en fascinerende aftegning af tidens spor i det unikke livsforløb. Gennem billederne vises, hvordan mange forskellige oplevelser, stemmer, ansigter og berøringer fra fortiden er en del af os – og hvordan vi altid lader disse sanseindtryk tale gennem os og præge vores fremtid.
Den anden livshistorie udspiller sig mellem mennesker på rummets scene her og nu. Det kan være familien. Den lille, tætte triade af far, mor og barn.
Men tit optræder flere familier og mennesker sammen, store og små, som måske kender hinanden godt eller hvis veje blot krydses et øjeblik i tiden. De er enten vendt direkte og kommunikerende mod beskueren, mod hinanden, med ryggen til – eller skuende ind i sig selv. Her møder vi alle menneskelivets faser. Fra den ganske spæde, sirligt indsvøbte baby, de større børn med dukker, legetøjselefanter, bolde eller balloner i hænderne, den første unge, blufærdigt blussende kærlighed, det granvoksne udtryk – og til sidst kraniet, der indgår som diskret påmindelse i kompositionen om et memento mori.
På transparente englevinger
André Lundquist henter ikke kun inspiration i de livshistorier, vi alle møder, men lader også gerne andre fortællinger komme til orde. Nogle af dem findes i religiøse tekster fra kristendom, buddhisme, taoisme.
På billedfladerne ses velkendte symboler som engle med fine, transparente vinger og gyldne glorier, hellige personer og madonnafigurer, malet på træ som ikoner eller på de store lærreder – begge steder i dialog med andre, mere jordiske figurer. Disse figurer taler alle om guddommelige eller åndelige oplevelser, der kommer fra en stor sagaverden af engle, alfer og andre mytologiske væsner.
Både jordiske og ophøjede, af- og påklædte figurer forenes i ét udtryk: Musikken. Med mundharmonika og fløjte, den tunge kontrabas og fine violin spiller de med og for hinanden, så man flere steder ligefrem kan sanse hengivelsen og de rytmiske bevægelser.
I andre billeder hviler der en meditativ ro over det musikalske menneske, det synes hensat i en indre koncentration, som afspejles i en salig krusning på læben, i et indadskuende blik. Men også stemmen bruges som instrument. Fra ovale munde vælder sange og melodier ud og forenes med et bakket, rytmisk landskab – eller med enhjulede cykler, bugtalere, gøglere og teater på en myldrende, farverig markedsplads.
I alle værkerne høres ekkoet fra århundredeskiftets store, europæiske kunstnere som Gustav Klimt og Egon Schiele, Amedeo Modigliani, Paul Gauguin, Emil Nolde og J.F. Willumsen. De er til stede i maleriets stoflighed og som tematiske muser. Men for at kunne male, for overhovedet at kunne sætte penslen på lærredet, må der også være energi og nerve. Man må kort sagt have noget på hjerte. For André Lundquist fødes skabertrangen i de myriader af historier, vi omgiver os med og er en integreret del af. Både den private erfaringshorisont og eventyrene, mytologierne, sagaerne og de bibelske lignelser og fortællinger. De er hele tiden i forandring, ligesom de udfordrer og til tider forvandler os.
Billedkunstner André Lundquist 