Under himlen over havet 2
Maleriet rummer en enestående evne til at forene det almene med det særlige, at sammenføje et komplekst udtryk med en præcis pointering af dét, maleren har på hjerte. Hos billedkunstneren André Lundquist (f.1972) bliver begge aspekter udfoldet i en kredsen omkring livets store spørgsmål: Kærligheden, døden, adskillelsen og det guddommelige. Hans måde at bearbejde denne vanskelige opgave afslører en afdramatiseret og afklaret omgang med emner, der har givet såvel filosoffer som lægmænd stof til eftertanke i årtusinder, og det sker altid med udgangspunkt i en personlig oplevet og erfaret verden. Det er den lille historie om de store spørgsmål.
Sjælens sanselighed
Interessen i André Lundquists malerier er rettet mod mennesket. Menneskefiguren. Den fremstår i et fleksibelt og dynamisk rum på store lærreder, hvor oliefarven fortrinsvis er titaniumhvid, cadiumgul og ultramarin. Rummet omkring figuren eller figurerne er reduceret til et minimum og ofte holdt i en enkelt farves nuancer. Derved sættes fokus på figurernes samspil og sjælelige rørelser – og de får præg af noget både evigt og nærværende. Det er følelser, sansninger og oplevelser mellem mennesker, hvor kærlighed og død, fødsel og liv udgør tilbagevendende temaer. Både som enkeltstående erfaringer og almengyldige udtryk.
Derfor er det heller ikke portrætter eller velkendte ansigter, kunstneren arbejder med. Figurerne er blot mennesker, ikke bestemte mennesker, og de ser sjældent direkte på beskueren. Opmærksomheden er rettet indad eller mod andre figurer, der i samspil med maleriets former og teksturer peger ud over billedfladens grænser. Det er som om de søger efter noget hinsides det logiske og konkrete – ligesom også maleren stræber efter at sige det usigelige, at tilnærme sig dén enestående følelse der opstår, når en menneskelig sjæl sanser en anden.
Men det er ikke kun sjælens sanselighed, som er omdrejningspunkt for André Lundquists kunst. Forholdet mellem billedernes mennesker er både psykisk og fysisk – og bliver heri ofte til fortællinger om lidenskab og kødeligt begær.
Selvom figurerne ikke har en overdreven erotisk udstråling med deres lange, smalle kroppe og lidt forsigtige kropssprog, rummer de alligevel en stille seksualitet. De blussende røde kinder og blufærdigt nedslåede blikke vidner om en hemmelig kærlighed – og frugten af den erotiske leg bæres stolt frem som store runde maver eller bittesmå, indsvøbte babyer.
Rytmiske figurer
I mange af malerierne optræder også dyr, brød og frugter. Det bringer tankerne hen på de hollandske stilleben fra middelalderen, men her er de klassiske virkemidler ikke arrangeret i en nature morte-opstilling. Brødet, frugterne og dyrene indgår i dialog med andre figurer inden for billedrammen – og fungerer derved både som effekter i en sansende og konkret verden, som abstrakte symboler, der taler deres eget stille sprog, og som former og linjer i en kompositionsmæssig sammenhæng.
Det er også kompositionen, der står i centrum for dén serie af billeder, kunstneren har valgt at kalde Rytmiske figurer. Her optræder altid flere menneskefigurer. De danner horisontale eller vertikale linjer i billedfladen – og skaber en dynamik, bevægelse og rytmik, der giver billederne liv.
Samtidig er Rytmiske figurer det nærmeste man kommer landskabsmaleriet hos André Lundquist. I alle billederne kan man fornemme en vekselvirkning mellem at se figurerne som mennesker og se dem som dele af et landskab. Er det mennesker eller marker? Mennesker eller træer?
Der er både en underfundig humor i disse billeder, en elegant dyrkelse af den rytmiske komposition samt en stilfærdig insisteren på menneskets samhørighed med naturen.
Det er fristende også at tale om rytmiske figurer, når blikket rettes mod kunstnerens små gouache-billeder. Det er tydeligt, at de er inspireret af den japanske træsnitkunst, hvor farverne har fået en anden tone, der kommer tættere på jordens egen palet i brune og orange nuancer. Her fokuseres på enkelte figurer, der sidder alene midt i rummet. Men ikke i ensomhed. Der hviler en meditativ ro over de små gouacher – og det kommer særligt fint til udtryk i de tilfælde, hvor figuren er arrangeret med et instrument: En fløjte eller guitar. Figurens kantede krop og hænder minder lidt om instrumenterne med de tangentagtige retangulære former og runde buer – og bliver derved et slags sindbillede på dén indre ro, som kan opleves i en musikalsk eller kunstnerisk skabelsesproces.
Memento mori
Forestillingen om ro og samhørighed er således to nøglebegreber hos André Lundquist: Samhørighed mellem mennesker, mellem mennesket og naturen, menneskets samhørighed med sig selv – men også samhørighed mellem livet og døden.
Flere af billedernes figurer er gennemsigtige. Nogle så transparente, at de minder om sjæle fra dødens rige. Andre med en så porøs gennemsigtighed, at de kan opfattes som symboler på livets skrøbelighed. Det er de døde og dødelige som erindringer og som levende. Men de er hverken fremstillet med sortsyn eller angst, og der er meget langt til udstillelsen af den makabre og uhyggelige død, som er så udbredt hos mange yngre kunstnere. I stedet ses her en besindelse på dødens nærvær midt i livet. Denne tanke understreges af farverne, der ofte er lyse, ferske og muntre – og således kan billederne være med til at rykke i beskuerens kulturbestemte opfattelse af døden og vores mytologiske arv.
Optagetheden af livet og døden kommer også til udtryk i André Lundquists mange ikoner. Især har han bearbejdet dét mytiske billede, som nok mere end noget andet er blevet dybt indprentet i vores bevidsthed, nemlig “Madonna med barnet”. Dette motivvalg er ikke et forsøg på at indskrive sig i den traditionelle fremstilling af vor kristne arv. I stedet kan man sige, at kunstneren forlænger traditionen i sin egen udformning og lader den gamle myte stå som billede på det intense nærvær, den sande kærlighed og ægte samhørighed.
På den måde præsenteres her et malerisk univers, hvis sidestykke er svært at finde hos jævnaldrende kunstnere i dag, hvor koncept, neo-realisme og installationskunst er fremherskende udtryksformer. Hos André Lundquist arbejdes derimod intensivt med maleriets traditionelle teknikker, den “klassiske” farvepalet og stofligheden i billedet – med klare inspirationer fra wiener-kunstnere som Egon Schiele og Gustav Klimt.
Billedkunstner André Lundquist 