Med andre øjne, et Opus af Kasper Schulz

Når jeg ser på et af André Lundquists (A.L.) værker, er det første ord som rammer mig nok: human. Men sekundet efter tænker jeg arh, det er nok mere: skrøbelig.
Og så er det min hjerne og mine sanser for alvor sparker fra sig, mundhulen mangler pludselig spyt, lyset virker lidt for skarpt og  jeg befinder mig lige dér, hvor allerhelst vil være:
I sansernes, i mine følelsers vold. Men hvordan overhovedet være i stand til, at nærme sig dét punkt, hvor en  (jeg), med ord (fattigt) kan beskrive sit inderste?
Sit indre, blødende følelsesliv.
Hvad jeg behøver, er at stå eller sidde, glanende, foran et af Andre Lundquists værker. Og så tid. Jeg rammes direkte og frontalt. Andre gange er det mere dybe stød, i maveregionen. Og hvad sker der så med mig? Det er ikke helt til at sige. Men jeg er ramt. Jeg er rørt, og det altid nærmest omgående.
Der findes kunst, som er så selvsikker/selvtilstrækkelig, at man (jeg) som beskuer kan komme til at føle sig både dum og utilstrækkelig. Kunst, som er så selvforherligende eller i hvert fald i en grad lukker sig om sig selv, så man som menigmand (m/k), som normal dyrker og forbruger af kunst, meget hurtigt kan komme til at føle sig hægtet af, udeladt.
(Kunst, der ikke vil mig noget, vil jeg ikke vide af). André Lundquist tør godt sige, vise beskueren, at der altid bør være plads til tvivlen.
Han synes at sige: personen/personerne på billedet valgte at slænge sig på en divan, men de kunne lige så godt have stået ovre i hjørnet, ryg mod ryg. Det endelige, færdige billede er aldrig endeligt. Aldrig definitivt. Jeg elsker den måde André Lundquist siger: lige nu, lige her, i dette sekund er dette sandheden. Lige nu er dét definitivt. At en person ser trist eller ugidelig ud. Det kan være anderledes om lidt, om bare et øjeblik. Alt kan sådan set være vendt på hovedet. Det vi troede, var trygt og rart, er nu et inferno. Et virvar.
Ved at bruge forskellige teknikker, bl.a. en gennemgående og karakteristisk lag-på-lag teknik, siger A. L. – eller rettere viser han, at intet i tilværelsen er klippeklart. Ved at vise os, hvad billedet også indeholder længere inde (inde bag forhænget), opstår der en særegen skrøbelighed.
Det er denne skrøbelighed som er så gennemført, så grundlæggende i A. L.’s malerier. Som ville han sige: joda, der findes andre muligheder. Andre veje og frakørsler væk fra dette sted. Andet græs -blødere, grønnere end her, flere måske flottere solnedgange end netop denne, vi får serveret. Men vi bliver her, for nu. Vi er de forblivende, de efterladte, og vi er fuldt ud bevidste om, hvad det er vi går glip af. Hvad der lurer derude.
På den anden side af forhænget. Som avantgarde musiker og Storyteller Laurie Anderson messede det dengang i starten af 1980’erne: what is behind that curtain? (Big Science).
Eller som i Stanley Kubrick’s sidste film: Eyes Wide Shut, 1999, hvor den kvindelige hovedrolle, spillet af Nicole Kidman på et tidspunkt røber overfor sin mand (Tom Cruise), at hun – da hun i Hotellets lounge ved elevatoren, har et emotionelt rendez-vous med en fremmed mand; og i det sekund helt og aldeles fortaber sig, lader sig opsluge af det. Med dét til følge, at hun nærmest omgående overvejer, at vende rundt og følge med denne fremmede, ukendte mand, og altså forlade sin ægtefælle og deres fælles datter. For en indskydelse. Et vindpust fra verden. Tja, hvorfor ikke?
Det er en brilliant film, for den rummer samme humane ømhed og skrøbelighed, som findes i A.L.’s kunst.
Skikkelserne, skæbnerne i A.L.’s billeder tør nemlig godt både drømme stort og tvivle fatalt på samme tid.
Hvad A.L. gør så fabelagtigt – og som jeg ikke finder hos særligt mange andre nutidige, danske Billedkunstnere er, at han viser os sine mellemregninger. Det vi normalt forstår som fejl og gør alt vi kan for at slette sporene af, det deler A.L. med os. Han lader det ligesom hænge i rummet. Som en dunst af noget, der var. Det forgangne. Jeg synes det er både visuelt flot, men også modigt, at tage beskueren med ind i dét rum, med på den følelsernes vandring. Det er afgørelsernes store rum. Han siger: sådan her blev det, her endte det. Men det kunne være gået i så mange, mange andre retninger.
Det er en skøn og skrøbelig styrke, som jeg holder uendeligt meget af.

– Kasper Schulz