Det underste land

Det underste landFor André Lundquist og Zura er kunsthistorien ikke et arsenal af uddøde ismer, der kun har arkæologisk interesse for fagfolk eller nostalgisk værdi for det almindelige kunstinteresserede publikum. Tværtimod er udbudet af de fremragende værker som har set dagens lys siden hulemalerierne, en uudtømmelig kilde til inspiration.En Rembrandts, Tizians, Poussins eller Cezannes værker er ikke kun mekaniske udtryk for de samfundsmæssige forhold, kunstnerne levede under, men rækker ud over disse som dele i en uendelig kreativ proces, enhver kunstner må forholde sig til og per definition er en del af. Udfordringen til alle tider har været at vedkende sig den kunsthistoriske tradition samtidigt med at finde sig selv i den konkrete tid, man lever i.

André Lundquist og Zura er frem for alt interesseret i de kunstnere og de måder at udtrykke sig på, som kommer før den non-figurative kunsts gennembrud i årene lige efter 1. verdenskrig. Begge arbejder fortrinsvis med menneskekroppen som udgangspunkt i billeder, der søgende og stadigt eksperimenternde prøver at finde frem til den rette balance mellem følelse og kompositionel stringens. Uden skelen til aktuelle trends eller modeluner.

André Lundquists fladebetonede malemåde, den ornamentalt slyngende konturlinje, farveholdning samt den stærke følelsmæssige intensitet viser alt sammen hen til kunstnere fra 1890`ernes forskellige symbolistiske retninger. Inspirationen fra Willumsen, Gauguin, Schiele og Klimt er til at tage fejl af, men det er som samtalepartnere, ikke som uopnåelige kunstikoner, André Lundquist bruger de gamle mestre.

Frem for alt er det disse dybe interesse for menneskesindets afkroge, der optager André Lundquist. André Lundquists billeder er inderlige og ærlige forsøg på at skildre følelsesmæssige tilstande som kærlighed, omsorg og fravær med et særligt og yderst rørende blik for forholdet mellem mennesker. Ofte fornemmes en næsten religiøs andagt i André Lundquists billedunivers. En tro på, at kunsten kan gøre en forskel.

Zuras infaldsvinkel til maleriet er mere klassisk. Hvad enten det drejer sig om opstillinger eller billeder med menneskegrupper er kompositionen mere plastisk, farverne mere realistiske. Naturalismen brydes imidlertid af de farvelag og ekspressive penselstrøg, som Zura placere over og omkring den centrale figurgruppe. Derved forsvinde det umiddelbart genkendelige til fordel for en komposition, hvor det er usikkert, hvad der er for-,mellem eller baggrund.

Effekten har ofte noget melankolsk over sig , som når Zura i en hel serie af sine malerier tager udgangspunkt i et portrætfotografi af sin familie. De for kunstneren velkendte ansigter forsvinde i en diffus tåge af ofte mørke farvelag og spontant påførte penselstrøg, som om de er ved at opløses i den formløse materie. Herved bliver malerierne en slags erindrings billeder, hvor glemsel og nærvær bestandigt kæmper om herredømmet og hvor hinden mellem virkelighed og drøm er tynd og bristefærdig.

Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s